Telefon: +45 33 32 83 11 (tirsdage) | E-mail: folkevirke@folkevirke.dk | CVR nummer 55704414

Kend din lokalhistorie

Kend din lokalhistorie

Om snublesten og mindesmærker over faldne og aktive i modstandskampen under Anden Verdenskrig

Når man går en tur i ens nærområde, møder man ofte en mindeplade eller en mindesten, som mange går forbi uden at tænke nærmere over, hvorfor den er opsat netop der.

Hvis man alligevel stopper op og læser inskriptionen, står der ofte et eller måske to navne på personer, man som regel ikke kender.

Folkevirke ønsker med projektet ”Kend din lokalhistorie” at fortælle historien om de personer, der er mindet. Folkevirke mener, det er vigtigt at kende vores fælles historie for at forstå vores samtid og have håb for vores fremtid.

Mindesmærkerne er opsat, fordi man har ønsket, at disse personer skal huskes!

Med projektet giver Folkevirke forslag til, hvordan man rundt om i landet kan læse sine mindesmærker at kende.

Det kan ske ved at:

  • finde informationer om mindesmærker i nærområdet.
  • finde historien bag mindeplader, mindesmærker og snublesten.

I første omgang foreslår Folkevirke, at man koncentrerer sig om de mindeplader, man let går forbi, fordi de i dag er gemt i et hegn eller på et hus, hvor man sjældent kommer.

Folkevirke håber, at dette kan give inspiration til en familietur i det område, hvor man bor og færdes i til daglig.

Folkevirke har udarbejdet et grundmateriale, som bygger på mindesten, hvor faldne og aktive i modstandskampen under Anden Verdenskrig mindes.

Som udgangspunkt opfordres interesserede til at stille sig selv spørgsmål som:

  • Hvorfor er mindesmærket rejst?
  • Hvor finder vi mindesmærket og hvorfor netop her?

Hvordan ser mindesmærket ud:

  • Er det en metalplade?
  • Er det en snublesten?
  • Er det et monument?
  • Er det en sten?
  • Hvilken historie gemmer sig bag mindesmærket?

Projektet er støttet økonomisk af Dansk Folkeoplysnings Samråd.