På danskIn EnglishEn françaisIntranet

Folkevirke til Folkemøde 2014

Folkevirke stod for et spændende arrangement på Allinge Bibliotek lørdag den 14. juni kl. 15.00 under titlen »Hvordan udvikler retsvæsnet sig i et demokrati?« med oplæg fra juristen Eva Smith

Folkevirke har valgt at deltage for tredje gang på Folkemødet på Bornholm.

Det bliver i dagene den 12.-15. juni. Folkemødet åbner torsdag eftermiddag og lukker og slukker søndag eftermiddag.

Folkemødet er under stadig forandring – og det er Folkevirkes deltagelse også. På årets Folkemøde vil Folkevirke være til stede i flere områder.

I Folkeoplysningens Telt, som ledes af Dansk Folkeoplysnings Samråd, vil der være en udstilling af Folkevirkes kulturtidsskrift »Folkevirke«, ligesom et fælles banner vil vise Folkevirkes logo.

 Demokratidebat

Folkevirke vil desuden stå for et spændende arrangement under titlen »Hvordan udvikler retsvæsnet sig i et demokrati?«

I Danmark udvikler retsvæsenet sig typisk ved, at regeringen bliver opmærksom på et problem og beder et udvalg se nærmere på det og komme med løsningsmodeller. En anden mulighed er, at et politisk parti selv fremsætter et lovforslag. Politikerne kan blive opmærksomme på disse problemer på mange måder:

 Dagspressen, interesseorganisationer – af og til er det en enkelt privatperson, der sætter debatten i gang.

 Arrangementet holdes på Allinge Bibliotek lørdag den 14. juni kl. 15.00, hvor juristen Eva Smith vil lægge op til debat.

Folkevirke har valgt at folde dette tema ud med baggrund i Nordplus-projektet »New and old democracies«, som Folkevirke har været koordinator for gennem de seneste par år.

I projektet har deltagerne bl.a. diskuteret, hvordan de baltiske lande har arbejdet med demokratisering af både forfatning og lovgivning – samt af politikere og borgere.

Under et besøg i Estland fortalte den estiske partner, at der i Tallin findes et sted, hvor staten låner penge ud, så borgerne kan få råd til at anlægge en sag, hvis de føler, at staten eller kommunen ikke overholder love og regler.

Folkevirke vil gerne brede emnet ud, så der lægges op til en bredere demokratidebat. Folkevirke mener, at Folkemødet på Bornholm kan være et godt sted at bringe emnet på banen og lægge op til debat.

Interesserede, som har tid og lyst til at tage med til Bornholm, kan henvende sig til Folkevirkes kontor eller på e-mail: folkevirke@folkevirke.dk. I skrivende stund arbejdes der med planer om at leje et fælles sommerhus på Sydbornholm – ved Snogebæk.

Medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd